Virkeligheden for dem, der vil sammenføres, er en anden end politikernes

Ekstreme krav i udlændingelovgivningen forhindrer halvdelen af borgerne i at få en familiesammenføring.

JP har i denne uge bragt to artikler om danske statsborgere, der ikke kan få en familiesammenføring med deres udenlandske ægtefæller, fordi de ikke har et bevis på, at de kan tale dansk. Artiklerne er fine beskrivelser af virkeligheden i forhold til udlændingelovens ekstreme paragraffer for familiesammenføringer. Det er ikke alene det ufravigelige krav til et højt niveau til dansk eksamen i folkeskolens 9.-10. klasse eller danskprøve 3 for den herboende, der er afgørende for at kunne opnå en familiesammenføring, det er også alle de andre formelle krav. Vi får mange henvendelser med ønsket om at foretage familiesammenføringer, men må sige nej. Der er en del jurister og advokater, der bare tager familiesammenføringer, selv om de burde vide, at de ikke kan gennemføres, specielt når borgeren ikke har det ufravigelige krav til dansk. Det hører også med til historien, at alt for mange af vore voksne indvandrere og flygtninge heller ikke kan foretage en familiesammenføring længere, da de ikke har eller ikke kan tage en 9.-10. klasses afgangseksamen eller danskprøve 3. Rigtig mange prioriterer at have en indtægt gennem et arbejde, og mange har ikke de forudgående skolekundskaber med fra hjemlandet. Efter de seneste stramninger af udlændingelovgivningen fra 1/7 2018 er antallet af familiesammenføringer faldet fra ca. 8.000 til nu 2.400 eller lavere. De ekstreme politikere har ændret den danske udlændingelovgivning fra et tilknytningskrav til et krav til ægteparret om, at den herboende skal kunne integrere den, der ønskes familiesammenført, og den, der skal familiesammenføres, skal kunne integreres.

Befolkningens virkelighed er en anden end politikernes.