Indvandrerrådgivningen er enig, så meget for venstrefløjen, men det var ventet, alle vil have en ny regering og af med Inger Støjberg, Martin Henriksen.
Venstrefløjen i dansk politik har reelt ikke noget imod flygtninge- og udlændinge stramningerne, men vil bare af med den evige forkerte forsklebehnadlende og racistiske tone.
Kontorleder Leif Randeris.
Ligesom Helle Thorning-Schmidt overtog VK-regeringens økonomiske politik »i bredeste forstand«, kan Mette Frederiksen nu med sine støttepartiers accept i vid udstrækning overtage VLAK-regeringens udlændingepolitik
27 juni 2019 Information - Kommentar af Anton Geist
Det er efterhånden en vedtaget sandhed, at den mest afgørende forskydning i dansk politik i de senere år er Socialdemokratiets ryk mod højre på udlændingeområdet. Efter alt at dømme er den en af de væsentligste forklaringer på flertallet til centrum-venstre ved folketingsvalget.
Men med aftalen med De Radikale, Enhedslisten og SF har socialdemokraterne nu også formået at rykke de tre partier et meget langt stykke i retning af en accept af den stramme udlændingepolitik, som særligt Dansk Folkeparti og Venstre har været drivende kræfter bag.
Det er en bemærkelsesværdig manøvre.
Både De Radikale, Enhedslisten og SF har været indædte kritikere af den politik, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har stået i spidsen for at gennemføre de seneste fire år. Men ligesom Helle Thorning-Schmidts regering overtog VK-regeringens økonomiske politik »i bredeste forstand«, som der stod i dens regeringsgrundlag, vil Mette Frederiksen (S) nu med sine støttepartiers accept i vid udstrækning overtage VLAK-regeringens udlændingepolitik.
Dét er hele præmissen for, at det er muligt at udnytte centrum-venstre-flertallet til at danne en socialdemokratisk regering. For socialdemokraterne kunne ganske enkelt ikke tillade sig at gå på kompromis med substantielle dele af den stramme udlændingepolitik, som partiet de senere år har tilsluttet sig og lovet at opretholde.
Obligatorisk kritik
Ledende politikere fra både DF og Venstre har allerede beskyldt Socialdemokratiet for løftebrud ved at imødekomme støttepartierne med lempelser på udlændingeområdet. De peger på, at Mette Frederiksen før og under valgkampen forsikrede, at hun ville videreføre den bredt funderede, stramme udlændingepolitik, men nu vil lempe på nogle områder.
Kritikken er obligatorisk. Den måtte komme. Men den er ikke særligt rammende.
Jo, der er aftalt lempelser. Men kvoteflygtninge og forbedrede forhold for børnene i Sjælsmark havde Lars Løkke Rasmussen allerede under valgkampen åbnet for at diskutere. Og hvad angår Lindholm, er det symbolsk stærkt at droppe planerne om at sende udlændinge på tålt ophold ud på en øde ø – men det er ikke i sig selv en lempelse at placere disse mennesker andre steder end i det sydsjællandske øhav. Hvor de for øvrigt ville koste statskassen trekvart milliard kroner at internere.
Socialdemokratiet havde allerede inden valget gjort klart, at de var modstandere af at nedsætte integrationsydelsen yderligere, sådan som det blev vedtaget med det såkaldte paradigmeskift. Det er derfor naturligt, at partierne i aftalepapiret varsler en annullering af den vedtagne nedsættelse, som endnu ikke er trådt i kraft. Det er også i tråd med socialdemokraternes løfter forud for valget, at børnefamilier på integrationsydelse vil få et tilskud, indtil en ydelseskommission er kommet med et bud på indretningen af et nyt ydelsessystem.
Job kan give ophold
Det er en lempelse, at flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus fremover skal kunne tage en videregående uddannelse. Men formentlig er det ikke noget, som vil berøre mange mennesker. Og det er en lempelse, at flygtninge under visse omstændigheder kan få lov at blive i Danmark, hvis de har et job – men det forudsætter, at de har været i beskæftigelse i to år, og hvis de skifter arbejde, skal det være inden for samme branche og på samme vilkår, såfremt de ikke skal miste deres opholdstilladelse.
Ingen af de to lempelser er særlig tungtvejende. Slet ikke i forhold til den meget lange række af markante lovstramninger, som Inger Støjberg har gennemført og undervejs fejret med kage til venstrefløjens store forargelse. Det gælder blandt andet stramninger af familiesammenføringsreglerne, af reglerne om udvisning og udsendelse, af reglerne om retten til permanent ophold, af vilkårene for personer på tålt ophold og af reglerne for opnåelse af statsborgerskab.
Reelt har den kommende socialdemokratiske regering fået sine støttepartiers accept af, at disse stramninger ikke vil blive rullet tilbage. Og sandheden er, at De Radikale, Enhedslisten og SF dermed har blåstemplet en videreførelse af den tidligere regerings udlændingepolitik med få, ikke særligt betydelige undtagelser.
Gode argumenter
Støttepartierne kan have gode argumenter for deres accept af den stramme udlændingepolitik.
De kan for det første pege på, at de ikke havde fået nogen lempelser igennem overhovedet, hvis de med deres krav om en mindre stram udlændingepolitik havde presset socialdemokraterne til at gå til Venstre for at danne regering.
De kan for det andet fremhæve vigtigheden af den uhyre ambitiøse klimapolitik, som en ny socialdemokratisk regering har forpligtet sig på. Den kunne være faldet på gulvet, hvis de havde sat hårdt mod hårdt på udlændingeområdet.
Og de kan for det tredje argumentere med, at et bredt flertal i den danske befolkning har stemt på partier, der ønsker nogenlunde samme stramme udlændingepolitik – i det lys ville markante lempelser på det nærmeste være udemokratiske.
Men De Radikale, Enhedslisten og SF har til gengæld ikke gode argumenter for påstanden om, at de har sikret et opgør med tidligere tiders barske udlændingepolitik. De har nemlig indgået en aftale, der tværtimod indebærer en accept af en udlændingepolitik, der er langt strammere end den, som Anders Fogh Rasmussen og Dansk Folkeparti i sin tid gennemførte.
Og som med få undtagelser er en forlængelse af Inger Støjbergs politik.