Det er en dyr, usikker og lang proces, hvis min colombianske kæreste og jeg skal have held til at opnå familiesammenføring i Danmark. Det gør mig vred på dem, der hele tiden vil have strengere regler, skriver studerende Pernille Bjørnskov i dette debatindlæg.
Jeg er fra Danmark, og min kæreste er fra Colombia. Vi har været kærester i snart fire år og bor sammen her i Danmark. Jeg er 26, og han er 23. Det betyder, at vi i et år endnu ikke kan få familiesammenføring, eftersom den yngste partner skal være fyldt 24, for at sammenføringen kan gå igennem.
Det betyder også, at vi gennem hele vores forhold har været adskilt gennem lange perioder. Heldigvis har jeg haft muligheden for at tage et semester på udveksling i Colombia, ligesom han kunne være i Danmark i tre måneder, mens han skrev sit bachelorprojekt.
Nu er han blevet optaget på en kandidatuddannelse her i Danmark. Det betyder, at han endelig kan bo her for en stund.
Uddannelsen er – retfærdigt nok – meget dyr, eftersom han ikke er EU-borger. Hans familie har besluttet at betale for hans studier, hvilket selvfølgelig er en privilegeret mulighed for de få. Men uden den mulighed ville han ikke få lov at være i Danmark i mere end 90 dage pr. 180 dage.
Medmindre selvfølgelig han får et job, skulle man måske tro. Men reglerne for at opnå arbejdstagervisum gør det næsten umuligt for ham at få et, eftersom hans titel som geograf ikke giver ham en plads på den såkaldte ’positivliste’, og som nyligt færdiguddannet bachelor er det højst usandsynligt, at han ville være i stand til at lande et job med en årsløn på de 426.985,06 kr., som det kræver.
Men for nu må han altså være her i 2,5 år, mens han læser, og det er selvfølgelig dejligt for os.
Dyr og lang proces
Ikke desto mindre er vi allerede i fuld gang med at finde ud af, hvad der skal ske, når de to år er gået, så vi sikrer os, at vi kender reglerne og vores muligheder i søvne, så vi er bedst muligt forberedte.
Skulle vi forsøge os med familiesammenføring efter dansk lov, er der en række krav, som vi skal leve op til. Og selv hvis vi skulle klare at navigere igennem alle kravene, er det dyrt at være et internationalt par, der gerne vil bo i Danmark.
Først og fremmest koster det at blive gift 1.650 kr. til en ægteskabserklæring. Skulle vi så efterfølgende ønske at søge om familiesammenføring, hvilket vi praktisk talt vil være nødt til, for at min kæreste kan blive her, koster processen 6.380 kr. Heldigvis for os ville han ikke blive smidt ud af landet, som flere andre par har været ude for, hvis en eventuel ansøgning skulle blive afvist, da han frem til december 2020 er her på et studievisum. Vi ville dog stadig skulle betale gebyret igen, hvis vi blev tvunget ud i at ansøge to gange.
Den udenlandske partner skal desuden bestå to danskprøver inden for det første års tid. Hver af disse prøver koster et gebyr på 2.711,17 kr.
Vi er i den heldige situation, at min kæreste var i Danmark på udveksling i 2013, hvilket betyder, at han allerede har et ret højt niveau af dansk. Derfor ville han sandsynligvis bestå den anden prøve direkte, og derfor ville vi kun skulle betale gebyret én gang. Heldige os. Heldige i to år, for det er så lang tid, den første tidsbegrænsede opholdstilladelse, der kan opnås af familiesammenførte, varer.
Efter to år skal man ansøge igen, denne gang for en periode på fire år, til et gebyr på 2.460 kr., og dernæst igen for seks år til samme gebyr. Det betyder, at bare de to første år som familiesammenførte vil koste os 10.741,17 kr.
Ud over gebyrerne skal man også stille en sikkerhed på 100.000 kr., som indefryses på en konto i ti år, så man på den måde kan sikre sig, at det offentlige ikke skal forsørge os, hvis der skulle ske noget med en af os.
Selv hvis vi arbejder og betaler skat, har vi nemlig ikke samme ret til et sikkerhedsnet som andre skatteborgere i det her land, og selv om jeg ikke håber, at det vil blive nødvendigt, finder jeg det i den grad uretfærdigt. Vi er dog endnu en gang heldige. Fordi hans danskkundskaber er så gode, ville de 100.000 kr. blive reduceret til 70.000 kr., når han består den anden danskprøve. Hurra!
Meningsløse krav
Særligt et af kravene for at opnå familiesammenføring er temmeligt vagt formuleret, og virker for mig ret meningsløst, nemlig boligkravet. Ifølge dette krav skal du og din partner eje, leje eller fremleje jeres eget sted af en vis størrelse med en separat indgang.
Vores nuværende boligsituation er den, at vi bor sammen med min bror. Det må vi dog muligvis ikke, hvis vi ønsker, at vores ansøgning om familiesammenføring skal blive accepteret. Muligvis. Det kan nemlig tale imod, at boligen kan anses for et »kollektivt boligfællesskab«. Hvorvidt det er det, er dog op til en individuel bedømmelse, og reglerne er ikke klart formuleret.
Det betyder, at vi ikke kan være sikre på, om en eventuel ansøgning, vi sender i dag, vil blive godkendt. Vi kan dog heller ikke være sikre på, at den vil blive afvist. Skulle den blive det, ville det, ifølge en ansat hos Udlændingestyrelsen, koste yderligere 6.380 kr. for en ny proces, der så ville betyde op til ti måneder på processuelt ophold.
Det ville betyde, at min kæreste ikke ville have lov at arbejde hverken betalt eller frivilligt under processen – for Gud forbyde, at nogen skulle gøre en indsats for at integrere sig i det danske samfund.
Uvelkommen
Ærlig talt gør alle disse krav, regler og udgifter os usikre på, om vi vil gå efter at blive familiesammenført i Danmark, eller om vi skal prøve lykken i at andet EU-land, fordi processen er nemmere. Ikke desto mindre føler jeg et ansvar for at blive og betale skat i Danmark, nu når jeg har modtaget hele min uddannelse på andre skatteborgeres regning.
Samtidig gør politikken på området, at jeg føler mig uvelkommen i mit hjemland – også selv om den åbenlyst er lavet til at holde andre ude end lige præcis dem fra Latinamerika. Det er åbenbart kun rige mennesker med en høj indkomst, der må forelske sig i en ikke-EU-borger.
Det er en ret skør følelse, for jeg sidder faktisk tilbage med en rigtig træls vrede rettet mod alle dem, der stemmer for hele tiden at lave strengere regler over for indvandrere, og mod de politikere, der bliver ved at indføre antiintegrationspolitik i stedet for at forsøge at løse de integrationsproblemer, der i hvert fald i nogle tilfælde er reelle.
Reglerne, deres vage formulering på visse områder, den høje pris for alle processerne, og usikkerheden om, hvorvidt reglerne fortsat vil blive strammet yderligere, er stressende og frustrerende. Og det virker for mig både meningsløst og uretfærdigt, at det at være et internationalt par medfører en så høj grad af usikkerhed og så høje omkostninger, for det lægger et stort pres på os som par. Vi er konstant nødt til at planlægge meget langsigtet inden for rammerne af temmelig skiftende kriterier for at vide, om vi overhovedet må bo i landet. I mit hjemland.
Det sjove er, at mens det i høj grad optager mine tanker, kender de fleste andre danskere sikkert ikke engang til reglerne på området. Det gjorde jeg i hvert fald ikke for bare fire år siden.
Uden folkeligt pres har politikerne meget lidt incitament til at bruge ressourcer på at ændre de meningsløse regler til det mildere. Og det er sgu pænt frustrerende. Så det her er mit bidrag, nemlig en beretning om, hvad reglerne betyder for mig personligt. Og selv om det nok ikke ændrer meget, så lad det være mit forsøg på at prøve lidt alligevel.
Pernille Bjørnskov er kandidatstuderende i interkulturelle markedsstudier.