Her er hovedpunkterne om udlændinge i aftalen om finansloven 2020

Det værd at bemærke, at næsten to årtiers dynamik i dansk politik har mistet sin energi og tyranni fra Dansk Folkeparti og tak for det.

For første gang i mange år er stramninger i udlændingepolitikken ikke længere bindemidlet mellem forligspartierne bag finansloven. Det har skabt en længe tiltrængt ro i udlændingeområdet, hvad både danske ægtefæller til udlændinge og anerkendte flygtninge, har trængt til i årevis.

Den borgerlige regering har gennem Inger Støjberg og Dansk Folkepartis Martin Henriksen gjort tilværelsen for disse familier ulidelig, stressende og har ødelagt mange borgeres forhold og livsindhold.

Aftalen om finanslov 2020 mellem den socialdemokratiske regeringen og Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativet er som forventet og aftalt på udlændingeområdet. Det bliver desværre småting, der kommer på udlændingeområdet i de næste 3 år, da det meste allerede er vedtaget.

Peter Skaarup Dansk Folkeparti synes om forliget om finansloven 2020 , at det går den gale vej, og spørger: »Hvornår holder socialdemokraterne op med at lempe udlændingepolitikken?«

Ud fra mit arbejde i og med Indvandrerrådgivningen i 20 år, vil jeg sige, hvornår begynder socialdemokratiet at lempe udlændingepolitikken, så Danmark igen kan fremstå som et humanistisk og ikke et ekstrem forskelsbehandlende samfund på udlændingeområdet.

Leif Randeris
Kontorleder,
Indvandrerrådgivningen

Udlændinge området

  1. Udvidet positivliste med almindelige faglærte. Der udarbejdes en ny supplerende positivliste omfattende stillinger på minimum faglært niveau på områder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Den konkrete udmøntning drøftes med arbejdsmarkedets parter. Nu skal ordningen udvides til faglærte såsom smede og mekanikere fra f.eks. Amerika, Mellemøsten eller Afrika. Aftalepartierne er enige om, at den nye positivliste for faglærte skal træde i kraft den 1. juli 2020.
  2. Etableringskortordningen. Aftalepartierne er enige om at udvide den målgruppe, der kan anvende etableringskortordningen, så også studerende, der har afsluttet en bachelor- eller professionsbachelorgrad i Danmark, kan få et etableringskort. Dertil udvides perioden også, hvori der kan indgives ansøgning om et etableringskort, fra seks måneder til et år.
  3.  Opholdsgrundlag ved arbejde på 2 år. Der indføres en ny arbejdsmarkeds-tilknytningsordning for udlændinge, herunder flygtninge, familiesammenførte og medfølgende familie til arbejdstagere, der har fået inddraget eller nægtet forlængelse af deres oprindelige opholdsgrundlag, men som har været i beskæftigelse i Danmark i minimum to år.
  4. Deltagerbetaling. For deltagelse i danskuddannelse for udenlandske arbejdstagere, studerende med flere afskaffes.
  5. Opholdskravet. For ret til dagpenge afskaffes, så borgere, som har opholdt sig uden for riget (Danmark, Grønland og Færøerne), Schweiz og EU/EØS-lande, ikke bliver afskåret fra retten til dagpenge. Initiativet indebærer merudgifter på 80 millioner kroner i 2020, 134 millioner kroner i 2021, 147 millioner kroner i 2022 og 148 millioner kroner i 2023.
  6. Studerende. Et såkaldt etableringskort giver udenlandske studerende mulighed for at blive i Danmark efter endt uddannelse, hvis de får et arbejde. Tilladelsen kræver i dag en kandidatgrad, som typisk er fem års studier. Fremover sænkes kravet til bachelor eller professionsbachelor, som kan tages på ned til tre år. Derudover er der et par lempelser vedrørende frister og forlængelse af ophold.
  7. Kvoteflygtninge. Med henblik på at genoptage Danmarks deltagelse i FN’s kvoteflygtningeprogram afsættes der en reserve på 40 millioner kroner i 2020, der kan dække udgifter til op til 500 kvoteflygtninge
  8. Brexit. Der afsættes i alt 5 mio. kr. i 2020-21 til at tiltrække EU-arbejdskraft fra Storbritannien i forbindelse med den britiske exit fra EU.
  9. Illegal arbejdskraft. I flere tilfælde fordobles bøderne for brug af illegal arbejdskraft.

Hertil kommer, at den forrige regerings og Dansk Folkepartis planer om udrejse-center på øen Lindholm er skrinlagt, samt at børnefamilier bliver flyttet fra udrejsecenter Sjælsmark.

Udgivet i Artikler og tagget , .